Danmark på film

Film: Danmark på film

Adgang
Fri benyttelse
"Danmark på film" rummer dokumentariske film fra hele landet i perioden 1899-1995. Der er mere end 2600 filmklip.

Filmene på ”Danmark på film” er historiske dokumentarfilm fra perioden 1899-1995. Filmene er fra Det Danske Filminstituts filmarkiv.

Med "Danmark på film" ønsker Det Danske Filminstitut at styrke fortællingen om Danmark med levende billeder til gavn for borgerne, for undervisningssektoren, for forskningen og for de øvrige kulturarvsinstitutioner. Målet er at bringe filmarven ud til brugerne og give adgang til Det Danske Filminstituts historiske filmsamling, så filmene kan ses og sættes i spil med henblik på lokal, national og international formidling.

Du kan finde film ved at søge på årstal og emneord. Du kan også skrive kommentarer, klippe i filmene, dele dine klip med andre, lægge klip på danmarkskortet og i de fleste tilfælde indlejre klip og film på din egen hjemmeside, facebookside, blog eller andet.

Filmene er gratis at se online, og der er hverken login eller abonnement. Film og klip må også benyttes til non-kommerciel offentlig fremvisning.

Filmene er digitaliseret fra de bedst mulige originalmaterialer i Filmarkivet, og de fremstår som på originalmaterialet. Dog er hastighed og kontrast korrigeret for nogle films vedkommende.

En del af filmene er ufærdige, dvs. de mangler mellemtekster eller lyd. Nogle af filmene er uredigerede råoptagelser og har ikke titelskilt og sluttekster. Der kan være tale om fragmenter fra en større helhed, og optagelser kan være brugt i flere sammenhænge – det ses især i film fra besættelsestiden.

Der er også private optagelser, overvejende familiefilm og amatørfilm på sitet. En række af filmene fungerer som dokumentation, fx Boligkommisionens film, som registrerer boligforhold i henholdsvis København og Aarhus.

RETTIGHEDER

De fleste film på ”Danmark på film” er i ’public domain’. Det betyder, at rettighederne er udløbet, eller at der ikke kan identificeres personlige eller andre ophavsretslige krav til filmoptagelserne. For en række af filmene på sitet gælder det, at Det Danske Filminstitut og Staten er eneste rettighedshaver.

Foruden de rettighedsfrie dokumentariske optagelser, finder du nu også dokumentarfilm af bl.a. Carl Th. Dreyer, Jørgen Leth, Jørgen Roos og Henning Carlsen. Her er også portrætfilm om bl.a. Klaus Rifbjerg, Robert Storm Petersen og Carl Nielsen. Og der er mange flere film på vej.