Huguenotterne

Huguenotterne fandt sig tålmodigt i alt. Man måtte altså gribe til skrappere midler. Kirker og mødelokaler blev nu jævnet med jorden, og protestantiske gudstjenester, selv private andagter i hjemmene, blev forbudt, præsterne landsforvistes, og alle børn skulle nu døbes af katolske præster. Den eneste måde at slippe for forfølgelse var at forlade landet, hvilket var forbudt og næsten umuligt. Frankrig kunne nemlig ikke undvære den værdifulde arbejdskraft, som huguenotterne repræsenterede.

Alligevel holdt huguenotterne fast ved deres tro, og det lykkedes titusinder at slippe over grænsen og komme til Schweiz, Nederlandene, Brandenburg og England osv. En del kom med tiden til Danmark, hvor en koloni slog sig ned i Fredericia.

At Danmark blev tilflugtssted for de reformerte hænger sammen med, at Christian d. 5. var gift med en prinsesse af Hessen, Charlotte Amalie, som bekendte sig til den reformerte tro. Han udstedte i januar 1685 et kongeligt privilegium for de reformerte - de var kendte for at være både flittige og dygtige - der ville komme til Danmark og slå sig ned, men ingen var dengang interesseret.

Under den Store Nordiske krig havde Fredericia lidt meget. Selv om man ikke deltog i selve kampen, var byen udpint af skatter, handel og næring var i nedgang, og fattigdommen hærgede. Atter gik kongens, nu Frederik d. 4.s, tanker til de landflygtige reformerte, som han vidste var dygtige til at dyrke tobak. Tobak var dyr at importere, og forbruget var stigende. Tanken var at blive selvforsynende, at undgå import, og på den måde få rettet op på økonomien

I 1719 sendte kongen den franske oberst du Boulet til Brandenburg for at overtale en del af de huguenotter, der havde slået sig ned der, til at flytte til Fredericia. Oberst du Boulet kom tilbage fulgt af tre repræsentanter, som skulle undersøge forholdene i byen. Fredericia var religiøst, moralsk og nationalt en køn sammenblanding, så Huguenotterne var noget betænkelige. Men jorden var fin. Uden videre lod de sig dog ikke lokke herop, men opstillede en lang række krav, som man i det store og hele efterkom Det var en helt ny situation. Fra at være et forfulgt folk var de nu så eftertragtede, at de kunne tillade sig at stille krav.

Huguenotternes krav, eller privilegier som de kaldtes, blev underskrevet af Frederik d. 4. den 15. november 1720. I Fredericia havde de nu lov til frit at dyrke deres religion, de fik tilladelse til at bygge kirke, holde skole, indrette eget fattigvæsen, og kongen lovede at betale den reformerte præst 300 Rdr. årligt i 10 år. Han gav desuden tilladelse til, at de måtte have deres egen dommer i indre stridigheder. De fik anvist byggepladser og tømmer til favorabel pris. I 20 år var de fritaget for indkvartering af soldater, og både de og deres børn slap for soldatertjeneste. De fik endda gennemført, at deres præst fik funktion som deres egen borgmester med samme beføjelser som byens borgmester. For at sætte gang i tobaksdyrkningen blev den tobak, som de avlede på byens jorder, i 20 år fri for told og afgifter. Det vigtigste var dog de jordarealer, man fik overladt, og som kom til at danne menighedens faste økonomiske grundlag.

Kongen havde i sandhed være gavmild. Fredericiaborgerne følte det bittert uretfærdigt. Til syvende og sidst var det nemlig dem, der måtte betale omkostningerne

Kongens tilbud og løfter om privilegier virkede efter deres hensigt. I Maj 1720 ankom de første 15 reformerte familier (84 personer) til Fredericia, og flere kom til de følgende år. I 1721 var der i alt 61 familier (224 personer) og endnu 18 familier var på vej.

Så mange tilflyttere gav imidlertid problemer for byen, som ikke var i stand til pludselig at huse alle de mange mennesker, og borgerne i Fredericia var uvillige til at hjælpe. Øvrigheden måtte gribe ind og skaffe dem tag over hovedet.

Huguenotterne etablerede sig fra første færd som en sluttet enhed. Det lå ikke til den reformerte tro at missionere eller skaffe tilhængere. De bosatte sig i kvarteret ved Kongens- og Dronningensgade, som stadig kaldes "Persillekvarteret", fordi de kantede deres bede med persille. Her kom også kirke, skole og præstegård senere til at ligge. Forenede af privilegierne og dyrkning af jorden, i tro, tradition, sprog, afstamning og indbyrdes ægteskaber oprettede de et "lille Frankrig" i det i forvejen så blandede Fredericia. At de var fransktalende var også med til at isolere dem. Efterhånden svigtede den yngre generation dog modersmålet, som afløstes af en besynderlig blanding af jysk, franske brokker og især tysk, som de lærte af de udenlandske soldater, de fik i kvarter.

Huguenotterne kom til Fredericia som tobaksplantører, men de medbragte også kartofler, bønner, roer, kål og hvede. De lærte danskerne at spise kartofler!

Omkring 1800 var antallet af huguenotter vokset fra 250 i 1767 til det dobbelte. Der stod stor respekt om det lille reformerte samfund, hvis liv var præget af strenghed og fred. Der var ingen slagsmål, voldsomheder eller uhæderligheder af nogen art. Huguenotterne var flittige og hæderlige, og de kom til at betyde meget, både moralsk og materielt, for stabiliteten i Fredericia. Omegnens bønder skelede nysgerrigt til Fredericias "Kalifiner", som de kaldte dem, og tog på mange områder ved lære af dem.

Tobaksdyrkningen var huguenotternes hovedbeskæftigelse, og da de ikke skulle betale told, blev det efterhånden en rigtig god indtægtskilde, som bl.a. gjorde det økonomisk muligt for de unge at gifte sig tidligt. I koloniens tidligste tid skulle børn i ægteskaber mellem reformerte og lutheranere efter loven opdrages i den lutherske religion. Det var derfor nødvendigt for koloniens overlevelse, at de unge giftede sig indbyrdes, ellers ville samfundet langsomt svinde ind.

Efterhånden som konkurrencen fra udlandet øgedes, faldt interessen imidlertid for Fredericia-tobakken, og i begyndelsen af det 19. århundrede var det slut med tobakseventyret.

Huguenotterne havde i begyndelsen ingen kirke, men en huskirke i Dronningensgade. Styrelsen bestod af 6 af samfundets ældste plus præsten, som var født formand. Men takket være velyndere kunne man i 1725 lægge grundstenen til Den Reformerte Kirke i Dronningensgade. Elleve år senere, d. 1. april 1736, fandt indvielsen sted.

Det daglige sprog blandt huguenotterne var efterhånden udelukkende tysk, kun få forstod fransk. Det lykkedes pastor Jean Dalgas i 1809 at få gennemført en bestemmelse om, at man så vidt muligt skulle sørge for at børnene lærte fransk både i kirken og skolen, og forældrene forpligtede sig til at tale fransk med deres børn hjemme.

Men det var vanskeligt at bevare det franske sprog. Menigheden stod i 1821 uden præst, og forstanderskabet forsøgte forgæves at skaffe en fransk. Til sidst besluttede de at antage en tysk. Sproget blev nu tysk både i kirken og skolen. Men selv om tysk blev det officielle sprog, blev det reformerte samfund ikke tysk og følte sig aldrig som tyskere. Nationalfølelsen gik senere direkte fra fransk til dansk.

I 1922 blev den første gudstjeneste holdt på dansk. Siden prædikedes afvekslende på dansk og tysk, og fra 1924 blev konfirmationen foretaget på dansk.

Indtil Grundloven af 1849 havde Frederica-kolonien sin egen selvstændige organisation og administration, men da loven pålagde lighed i regeringens forhold til alle landets indbyggere, kunne denne særstilling ikke længere opretholdes. På én gang ophævedes privilegierne, og man måtte nu, som alle andre borgere i landet, betale skat og fik pålagt værnepligt.

Endnu i vore dag eksisterer der en levedygtig reformert menighed i Fredericia, hvor man stadig kan møde efterkommere af de første kolonister, der kom til byen for 280 år siden, og franske familienavne minder om det værdifulde befolkningstilskud, som Ludvig d. 14’ s religionsterror bragte hertil.

Da huguenotterne kom til Fredericia, mente bystyret, de mest var til besvær og gerne kunne være blevet væk. Men tingene ændrede sig, og ved menighedens 250 års jubilæum i 1969 viste byens øvrige borgere deres respekt i form af en mindeplade på rådhuset for de gamle reformerte slægter, med indskriften: "Som gode borgere satte de deres præg på byen"

Ved Fredericias 300 års jubilæum i 1950 havde den reformerte menighed rejst en obelisk som tak for det fristed, deres forfædre fandt i byen 230 år tidligere.

Ulla Mather for Bibliotekerne i Fredericia kommune

Kilder - et udvalg:

Cecilie Thams Nord Hansen : De fransk-reformerte i Danmark : den fransk-reformerte menighed i Fredericia og spørgsmålet om bevarelse af en selvstændig identitet som religiøst, kulturelt og socialt samfund. 77 sider. Århus Universitet 1992. 
Jean Orieux : Katarina af Medici eller Den sorte dronning. 2 bind. Omhandler ikke direkte huguenotternes historie, men Katharina af Medici, Dronning af Frankrig, er uløseligt forbundet med huguenotternes historie og skæbne. Forum 1989. 
Alfred Jeppesen : Kongens kolonister. De fransk-reformerte i Fredericia. 149 sider med fyldige og opdaterede oplysninger lige fra starten i Frankrig og Tyskland, til oprettelsen og koloniens udvikling op til 1980. Thanning & Appel 1982. 
A. Devantier : Huguenotterne i Fredericia 1719-1969. 95 sider. Udgivet af Den Reformerte menighed 1969. 
J. Hedemann Baagøe : De reformerte og tobaksdyrkningen i Fredericia . 20 sider. Fredericia Museum 1969. 
J. Hedemann Baagøe : De 4 trossamfund i Fredericia. 15 sider. Fredericia Museum 1964. Omhandler; De Reformerte, Jøderne, Katolikkerne og Lutheranerne. 
Andre Maurois : Frankrigs historie . Bind 1. Hagerups Forlag 1950. Heri side155-185 (Hvorledes reformationen skabte et politisk parti i Frankrig mm.).
Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard : Kirkehistorie. Bind II : Den nyere tid . Fotografisk genoptryk af 3. på ny omarbejdede udgave Schultz Forlag 1949. Akademisk forlag 1992. Heri side 266-275 (Huguenotkampene i Frankrig). 
Kr. Erslev : Det sekstende aarhundredes historie . Gyldendal 1929. Heri side 243-280 (Religionskrigene, Bartholomæusnatten, Henrik III, Nederlandene og Henrik IV.) 
Louis Battifol : Frankrigs Historie fortalt for alle. Bind 3 : Renæssancens aarhundrede i Frankrig. Henrik Koppels Forlag 1925.
Heri side 157-318 (Meget detaljeret om optakten til, og udviklingen af religionskrigene i Frankrig i 1600-tallet.) 
Wilhelm Staehelin : De reformerte i Fredericia 1719- 29.september 1919 . 14 sider udelukkende om Fredericiaforhold. Fredericia Centraltrykkeri 1919. Vi har bogen på Lokalhistorisk samling i 27.65
Jacob Ludwig : Die reformierte Gemeinde in Fredericia. 137 sider på tysk med detaljerede oplysninger om reformerte i Fredericia (historie, navne, familier, aftaler mv.). E.S. Jessens Boghandel, Fredericia 1886/ C.Ed. Müllers Verlagsbuchandlung Bremen und Leipzig. Vi har bogen i Lokalhistorisk samling i 27.65
Salmonsens leksikon . I det gode gamle danske leksikon "Salmonsens" er der en god fyldig artikel om Hugenotterne. God, hvis du har brug for et hurtigt og korrekt overblik.
Lukman, N.C.: Fredericia-Kolonien: vort lille Frankrig. Århus, Universitetsforlaget, 1939.  288 sider
 

Tidsskriftartikler:

Personalhistorisk Tidsskrift årg. 109 nr.1 (1989) (s.90-98 ; de fransk-reformerte i Danmark)
Personalhistorisk Tidsskrift årg. 106 nr.1 (1986) (s.83-94; Franske reformerte som udvandrede til Danmark. Haves på magasin i 99.1