Vintersport

Turisttip: Vintersport i FIC

15.11.22
Vinteren er ved at bide sig fast, og sæsonens første sne er allerede faldet. Tiden indbyder til indendørs aktiviteter, og det er netop det jeg vil inspirere jer til i denne måneds turisttip, hvor jeg vil tage jer med til Fredericia Idrætscenter.  

Fredericia Idrætscenter omfatter ikke kun det store center med hallerne på Vestre Ringvej, det omfatter også Den Historiske Miniby og Madsbyparken, men i dette turisttip er det selve idrætscenteret jeg vil tage jer med til.

Og hold nu fast, der er nok at opleve og deltage i. Da jeg var ude og besøge Idrætscenteret til dette turisttip, var det første gang jeg bevægede mig indenfor, og heldigvis blev jeg vist rundt, for hvis jeg selv skulle have fundet vej, så kan jeg garantere jer for, at jeg var faret vild op til flere gange. 

Fredericia Idrætscenter (F.I.C.) blev indviet tilbage i 1969, og har siden da været igennem en del udvidelser – ja faktisk har de efterhånden tredobbelt størrelsen på idrætscenteret, og er i dag ét af Danmarks største indendørs idrætsanlæg.

Jeg blev ret fascineret af alle de aktiviteter, om F.I.C. rummer. Der ligaherrerne fra Fredericia Håndboldklub, som rent faktisk træner i den hal hvor der også af og til afholdes store koncerter. Der er bowling i den ene ende af centeret og bokseklubben holder til i kælderen. Du kan selvfølgelig også tage en tur i fitness, leje en badmintonbane eller svømme nogen baner i den store svømmehal.

3 gode grunde til at besøge F.I.C:

  • Du får virkelig fuld valuta for pengene. Du kan købe en dagsbillet, som giver dig adgang til både fitness og badeland, så på de kolde dage vil du sagtens kunne holde varmen med deres udbud af aktiviteter.
     
  • Det hyggelige cafemiljø. Her kan du både købe lidt at spise og drikke, du kan spille brætspil og bordtennis, og så kan du faktisk også sidde og afholde møder hvis du ønsker at det skal ske et lidt mere uformelt sted.
     
  • Diversiteten i de mennesker man møder. Jeg synes det er fantastisk at stedet har alt lige fra elite sportsudøvere til pensionister, og alt lige fra badedyr til bowlere. Ligesom på biblioteket er der virkelig noget for alle.

Hvis du vil læse mere om alle deres aktiviteter, som både er for store og små, så hop ind på www.f-i-c.dk.

Der er et hav af muligheder, og hvad enten du har dit badetøj, din ketcher eller dit træningstøj med - så kan du sagtens blive underholdt i Fredericia Idrætscenter.

Rigtig god fornøjelse.

Tags