Turisttip

Turisttip: Kongsted Søerne

15.01.23
Dette turisttip starter med en gåtur

Nyt år, nye mål! Sådan er vi helt sikkert mange der har det, og traditionen tro står nytårsforsætterne i kø her i januar måned. Hvis du har et nytårsforsæt omkring mere lys, luft og bevægelse så læs endelig videre, og find inspiration til at opretholde dit mål. Dette års første turisttip starter i samme boldgade som december måneds turisttip sluttede – med en gåtur, og denne gang går turen til Kongsted Søerne.

Kært barn har mange navne, og mange kender sikkert søerne som Vandværkssøerne, hvilket ikke er helt forkert. Søerne ligger i et vandforsyningsområde og vandværket har siden 1929 leveret vand til Fredericias borgere. Det er også ved vandværket at du kan parkere din bil, og derfra tage turen ned til søerne.

Kongsted Søerne ligger i Elbodalen, og ved parkeringspladsen findes en folder som viser nogle fine ruter i området. Der er forskellige ruter, som kan afkortes via smutveje hvis man blot ønsker en lille gåtur.

Jeg er generelt ret tosset med naturens egne lyde og oplevelser – og begge dele kommer i spil ved Kongsted Søerne. Jeg synes især det er fantastisk hvordan man, til trods for motorvejen, kan høre et væld af forskellige fuglelyde blandet med det rislende vandløb fra Øsdal Bæk. Udover bækken og søerne løber Spang Å også igennem ved Kongsted Søerne, og både her samt i søerne, må der fiskes – så tag endelig fiskestangen med og kom ud med snøren, måske du er heldig at fange en gedde til aftensmaden.

3 gode grunde til at Kongsted Søerne er det perfekte udflugtsmål:

  • Opdagelser for både store og små. Uanset alder vil jeg vove den påstand, at alle vil få noget ud af at gå på opdagelse i området – der er smukke planter og blomster som både er en fryd for øjet og lugtesansen.
  • Et rigt dyreliv. Der er både pippende og kvækkende dyr, og hvis du er heldig kan det være du spotter en isfugl eller måske endda en odder.
  • Omgivelserne er lige til en picnic. Der er bord/bænksæt i området, så jeg vil helt sikkert anbefale at man pakker madkurven og tager den med derud.

Har du også fået lyst til en tur i det fri, så pak vandrestøvlerne og picnickurven og ta’ på opdagelse ved Kongsted Søerne.
Rigtig god fornøjelse.

Tags