Nyskov

Turisttip: Udsigtstårnet ved Nyskov

15.02.23
Lige uden for centrum, men fortsat tæt på byen, ligger det smukkeste stykke natur med sin helt egen udsigtspost.

Med industri og erhverv på den ene side, og rækkehuse på den anden, lige der i smørhullet oppe på bakketoppen, ligger udsigtstårnet omkranset af Nyskov. 
I denne måneds turisttip skal vi en tur til tops. 

Hvis du, ligesom jeg, ikke tidligere kendte til udsigtstårnet ved Nyskov, så er det ikke et sted, man bare lige finder – man skal vide, hvad man leder efter. P-pladsen er ganske beskeden, og det er informationen ved området også. Men når man først lige får fulgt stien et stykke rundt langs skoven, så åbner der sig et fantastisk stykke natur med højt til himlen og store vidder.
Hvis du vender blikket mod den store bakketop vil du se et flot stykke arkitektur, udsigtstårnet, som indbyder til opdagelse. Udsigtstårnet er åbnet hele året og alle døgnets timer, så hvis du vil op og kigge nærmere på stjernehimlen, så kan du også sagtens gøre det.

3 gode grunde til at besøge Nyskov: 
•    Den smukke udsigt! Wauw siger jeg bare. Man kan se begge Lillebæltsbroer, stadion, skoven ved Røjle Klint og meget, meget mere. 
•    Et godt sted at lufte de firbenede. Naturen varierer med både søer og åbne grønne arealer, hvor hundene rigtig kan få lov at snuse rundt. 
•    En frisk løbetur. Området består af mindre stier, som bugter sig naturligt rundt i området, og dermed er det helt perfekt til dig, som nyder et trailløb. Så hvis din løbetur alligevel er ude i området, så slå endelig lige et smut ind forbi Nyskov. 

Hvis du også vil op og opleve Fredericia fra oven, så sæt din GPS til Nordre Ringvej 9, som ligger lige overfor p-pladsen, der fører til udsigtstårnet. 
Rigtig god fornøjelse.

Tags