Musikalske eventyr

Musikalske eventyr

30.10.18

Musikkens særlige evne 
Har du nogensinde prøvet at se en film med lyden skruet helt ned? Hvis du har, oplevede du sikkert, at filmen med ét blev meget kedeligere. Gyserfilm er bare ikke nær så skræmmende, når den faretruende underlægningsmusik mangler, og romantiske chicks flick er ikke specielt medrivende uden følelsesladede violiner i baggrunden.
Musik har nemlig en helt særlig evne til at sætte os i en bestemt sindsstemning, danne levende billeder i hovedet på os og skabe fortællinger uden ord.

Her har vi samlet en håndfuld eventyrs-lydbøger, der alle bruger underlægningsmusik til at understøtte bogens handling, karakterer og følelser. Eventyrene egner sig særdeles godt sammen med musik, fordi fortællingerne er dramatiske og indeholder store kontraster og følelser, som netop kan udtrykkes utroligt levende gennem musikken.


Den lille havfrue: Følelser i frit spil
I denne udgave af H.C. Andersens Den Lille Havfrue får det gamle eventyr nyt liv ved hjælp af smuk underlægningsmusik komponeret af Morten Gildberg-Hansen.

Scenen sættes musikalsk lige fra lydbogens begyndelse, hvor billeder af dybblåt havvand malende bliver spillet frem af de klassiske instrumenter. Strygernes vuggende bevægelser giver associationer til havets rolige bølgen. Og fremkaldt af klaverets lyse toner ser man nærmest for sig, hvordan solens stråler glimtende bryder havets overflade.

Gennem hele eventyret understøttes handlingen af musikalske virkemidler, som eksempelvis da havkongen gør sin entre i fortællingen, akkompagneret af pompøse fanfarer spillet af valdhornene. Man forstår med det samme, hvor vigtig og magtfuld denne havkonge må være, og ser tydeligt et overdådigt slot for sit indre blik.

Sat sammen med musikken får fortællingen en helt ny, sanselig dimension, og jeg kan bestemt anbefale både børn og voksne at give eventyret et (gen)lyt. Husk dog at finde lommetørklædet frem først, for historien bliver bestemt ikke mindre sørgelig af den smukke musikalske underlægning.
 

Peter og Ulven: En legende lektion i klassisk musik
Et anderledes eksempel på en musikalsk fortælling er Peter og Ulven, der er en børnesymfoni med musik og tekst, skrevet af den sovjetiske komponist Sergej Prokofjev. Fortællingen er heldigvis oversat fra russisk til dansk i denne udgave, hvor historien om Peter og Ulven fortælles medrivende af skønne Simon Kvamm.

Den symfoniske musik spiller en stor rolle i fortællingen, og hver karakter i historien bliver repræsenteret af et musikinstrument. Fuglen bliver eksempelvis repræsenteret af lyse toner fra tværfløjten, mens den uhyggelige ulv altid optræder sammen med den faretruende lyd fra de dybe horn. I samspil med historien skaber musikken farverige billeder og guider lytteren gennem hele følelsesspektret.

Ved historiens begyndelse introducerer Simon Kvamm de forskellige symfoniske instrumenter, og gennem fortællingen lærer man at kende forskel på oboens runde klang, klarinettens sprøde lyd og strygernes storladne udtryk.

Udover at være en medrivende fortælling, er Peter og Ulven en fremragende anledning til at lære ungerne (eller sig selv) lidt om den klassiske musik på en sjov og legende måde. 

Oprindeligt skrevet af eReolen.

Materialer