Vinterbogen

Vinterbogen

17.01.21
Skoleklasser på 1.- 6. klassetrin kan deltage i læselystkonkurrencen, Vinterbogen. Kampagnen henvender sig til skoleklasserne og skal inspirere til læselyst gennem delinger af læseoplevelser eleverne imellem. 

Vinterbogen er et samarbejde mellem centralbibliotekerne og børnebibliotekerne og lavet på baggrund af opfordringer fra flere skoler, der savner forløb med inspiration til læsning. Deltagelse i kampagnen er skolernes mulighed for aktivt at sætte læsning på skemaet og sammen med bibliotekerne motivere elevernes læselyst.  

Formålet med kampagnen er at få skoleklasser til at læse og dele deres oplevelser med hinanden, så andre elever kan blive inspireret til også at læse. Undersøgelser af børns læsevaner viser nemlig, at børn gerne vil inspirere og inspireres af hinanden gennem gode anmeldelser og anbefalinger. Netop derfor er Vinterbogen et godt værktøj for bibliotekarerne og skolelærerne, da kampagnen sætter fokus på nye og anderledes metoder til at (gen)finde børns læselyst.

Vind et forfatterbesøg til din klasse

Udover at give idéer til nye metoder for at inspirere til læselyst, har Vinterbogen også en stor national konkurrence, som skoleklasserne kan deltage i. Alle klasser har mulighed for at vinde en af de 4 hovedpræmier, som bl.a. består af forfatterbesøg i klasserne. Det er nemt at deltage – klassens lærer skal blot oprette klassen via www.vinterbogen.dk

Vinterbogen er udsprunget af den populære læselystkampagne, Sommerbogen, der sætter fokus på læselyst hvert år i Sommerferien. Tidligere havde skoleklasserne også mulighed for at deltage i Sommerbogen, men nu tilbydes det mere skolevenlige alternativ, Vinterbogen, der sætter fokus på læselyst uden for skoleferierne.   

Mere information

For mere information, Kontakt: Anni Jensen på mail:
anni.jensen1@fredericia.dk 

FAKTA:

Vinterbogen er en læselystkampagne målrettet skoleklasser. 

Forfatterbesøg til vinderklasser: 
1.-2. klasse: Marianne Iben Hansen
3.-4. klasse: Camilla Wandahl
5.-6. klasse: Benni Bødker
Den kreative vinderklasse: Charlotte Pardi