Det Hvide Vandtårn

Det Hvide Vandtårn - månedens turisttip

03.05.22
Så er foråret kommet, dagene bliver længere og græsset bliver grønnere og grønnere – så hvorfor ikke nyde den flotte årstid fra ét af byens mest markante vartegn; Det Hvide Vandtårn. 

Vandtårnet er placeret helt centralt på Fredericias vold på Prins Georgs Bastion. Tårnet er den del af Fredericias inspirerende historie, og rent faktisk er Vandtårnet en af de bygninger der blev givet dispensation til opførelsen af, fordi der i 1909 ikke længere var en militære funktion i fæstningsanlægget. Tidligere måtte der ikke opføres bygninger, som kunne ses uden for voldene, da disse ville kunne bruges som sigtepunkter af fjendtlige styrker.

Indtil 1994 var vandtårnet i brug som vandtårn. Det er designet til at holde et reservoir med vand og til at hjælpe med opretholdelsen af vandtrykket i et kommunalt vandsystem - det kunne cirka rumme 445.000 liter vand.

I dag har Vandtårnet som sådan ingen funktion, men fungerer som vartegn og yndet udflugtsmål for byens borgere og turister. Når du er nået op af de 81 trin, kommer du op på toppen af tårnet, som befinder sig 44 meter over havets overflade. Herfra er det bare med at suge til sig af den fantastiske udsigt. 

3 oplevelser du skal huske: 

  • Inden du går op, så vend øjnene op ad og se det fantastiske rum som er inde i vandtårnet – her fornemmer man virkelig historien bag vandtårnet. Læg også mærke til udsmykningen, som symbolisere vandets vej fra grundvand til forbruger – udsmykningen er udført af Søren Hausgaard.
  • Når du kommer op, så husk at vend blikket hele vejen rundt – selvom det kan være svært at vende øjnene væk fra det dragende Lillebælt, så er der også smuk udsigt til de andre sider, hvor du på nogle dage kan se helt til vores nabokommuner. 
  • Tag en madpakke med, og nyd den til Fredericias bedste udsigt. Der er bord/bænksæt på toppen, som meget gerne må benyttes. 

For at komme op i vandtårnet skal du lige en tur forbi bibliotekets velkomstcenter. Her kan du låne en nøgle for en flad 50’er, og så har du adgang til tårnet i to timer. 

Rigtig god fornøjelse.

Tags