Madsbyparken

Turisttip: Madsbyparken

15.05.22
”Madsbyparken, er det ikke kun for børn? ” tænker du måske, men nej det er det bestemt ikke.

Bevares, jeg har da ikke selv været der siden jeg var barn, men da jeg trådte ind på mooncar-banen igen og så lysreguleringen, som måske i virkeligheden også er den originale helt tilbage fra min barndom, og da jeg gik til tops i udsigtstårnet, ja så væltede minderne frem. Og sådan tænker jeg at vi måske er flere der har det, så derfor handler denne måneds turisttip om Madsbyparken.  

Madsbyparken har eksisteret siden 1983, og siden da har cirka 400.000 gæster årligt besøgt parken. Der er åbent hele året, og fra 1. april til uge 42 er der åbent for de betalte aktiviteter. Madsbyparken har noget for alle sanser – du kan høre de mange papegøjer, se de smukke blomsterbede, bevæge dig rundt på de store legepladser, føle gedernes stikkende pels, smage de lækre is, ”dufte” de gryntende grise og balancere på tarzanbanen.  

Området kan opleves både til fods og kørende. I sæsonen kører Madsbytoget nemlig hver weekend fra kl.11-17, og her bliver man kørt rundt i det smukke naturområde der ligger omkring Madsbyparken.  

Udover en togtur er der også mange andre aktiviteter her i sommersæsonen, du kan bl.a. opleve de underholdende forestillinger i det udendørs dukketeater, og ellers lyder programmet på alt lige fra seniordans til cirkusforestillinger, se mere her Aktiviteter | Madsbyparken.  

3 ting du ikke må snyde dig selv for, når du besøger Madsbyparken: 

  • De to søde Alpakaer, som lige nu befinder sig i gedestalden. Hvis du på nogen måde er til søde pelsede dyr, så må du endelig gå en tur forbi gedestalden.  
  • Tarzanbanen! Her får både børn og, måske især, voksne en motorisk udfordring. Et fedt sted hvor man kan lave sine egne små konkurrencer, og så hvem der kommer først igennem banen.  
  • En lækker is med guf og syltetøj fra ishuset – mums, det er altså en smagfuld måde at afslutte et besøg i Madsbyparken på.   

Madsbyparken er som nævnt, et fantastisk sted der henvender til alle – det er både perfekt som personalearrangement en fredag eftermiddag, til et slag minigolf med vennerne, som udflugtsmål med børnebørnene, eller som kærestetur hvor der kan roes en hyggelig tur på søen.  

Madsbyparken er en gratis oplevelse lige midt i centrum, så ta’ et smut forbi og få én på opleveren.
Rigtig god fornøjelse.   

Tags