Trelde Næs

Turisttip: Trelde Næs

15.05.23
Duften af ramsløg, bøgen der springer ud, lyden af bølgernes skvulppen – lyder det ikke dejligt? Alt dette kan du opleve ved Trelde Næs, som er en så stor og unik naturoplevelse, at den er med i Danmarks Naturkanon.

Danmarks Naturkanon består af 15 unikke natursteder rundt omkring i Danmark. Stederne er udvalgt i 2018 og de er valgt ud fra en række fastlagte kriterier, som alle gør at man da godt kan være lidt stolt af at være med i klubben. Et af kriterier er bl.a. at stedet ”… skal have smuk natur og noget særligt, der er værd at besøge”, og det synes jeg bestemt at Trelde Næs har. 

Der er så mange muligheder ude ved næsset – du kan fiske, grille en pølse, gå på Fosiljagt og se den flotte træskulptur ’sortspætten’ som er lavet af Mariane Ladegaard.  Hvis du slet ikke kan få nok af området, så kan du også booke et shelter, overnatte i skoven og vågne op med udsigt til Lillebælt.
Området er oplagt at cykle i, men hvis du er i bil, så er der gratis parkering og ellers går der en bybus direkte derud en gang i timen. Toiletfaciliteter og borde/bænksæt, som kan benyttes til den medbragte madpakke, finder du også derude. 

3 virkelig gode grunde til at Trelde Næs er det perfekte udflugtsmål:
•    Der er noget for alle, ungerne kan løbe langs vandkanten og bygge sandslotte, hunden kan finde en masse nyt og spændende at snuse til og os voksne kan gå hånd i hånd og nyde naturen. 
•    Det store og alsidige planteliv! Skoven ved Trelde Næs er meget varieret og består både af hundrede år gamle træer og nyere skov. Stedet er desuden hjemsted for Danmarks største orkide ’stor gøgeurt’ samt hele ni andre orkidearter. Og så kan du også finde lidt lækkert til aftensmaden hvis du kigger godt efter i skovbunden, for der er mange svampe at finde derude. 
•    Naturen og historien bag næsset. Ved kystprofilen kan man opleve aflejringer fra tre forskellige istider og langs Lillebæltkysten, hvor skrænterne falder sammen, skrider der plastisk ler ud, som er 55 millioner år gammel – det er et helt naturlig fænomen, men noget som kun opleves ganske få steder i Danmark.

Hvis du mangler et smukt og betagende udflugtsmål, som samtidig ligger lige i ’baghaven’, så tag på eventyr ved Trelde Næs. Så tag de gode vandrestøvler på, smid badetøjet i tasken, og husk picnickurven, for du kan sagtens bruge en hel dag derude - Trelde Næs har altid åbnet, og er et besøg værd hele året rundt. Du kan læse meget mere om stedet lige her Trelde Næs | Et unikt naturområde ved Fredericia | VisitFredericia
Rigtig god fornøjelse. 

Tags