vinterbade

Turisttip: Vinterbadning i januar

15.01.22
Månedens turisttip - Året er godt i gang, og det er de mange nytårsforsætter også. Igennem de seneste år har vinterbadning været et nytårsforsæt for mange danskere, og det er netop vinterbadning som januar måneds turisttip skal omhandle.

I Fredericia er der flere pragtfulde steder som kan benyttes til det kolde gys – der er bl.a. et dejligt strandstykke ved Lystbådehavnen i Erritsø, samt gode muligheder ved Snoghøj, men i dette indlæg er det Østerstrand der bliver slået et slag for.

Ved Østerstrand får du ikke kun en fantastisk udsigt, du får også sandbund og oftest en virkelig høj badevandskvalitet, og sidst men ikke mindst, så får du muligheden for at klæde om i varme omgivelser. Tidligere har omklædningsrummene ved Østerstrand været lukket af henover vinteren, men nu er de åbne hele året rundt. I omklædningsrummene finder du toiletter samt et adskilt omklædningsrum med brusekabiner. Faciliteterne kan benyttes fra kl.05-20 i vinterhalvåret.

Nu sidder du måske og tænker: ”Er det ikke kuldegysende, kæbeklaprende koldt at vinterbade?” Og jo, naturligvis er det koldt - i januar har vandtemperaturen været mellem 0-4 grader, men det bliver hurtig opvejet af den fantastiske varme som du vil opleve i hele kroppen bagefter, og med jævnlige badeture vil du vænne dig til det kolde vand, og begynde at nyde din dukkert mere og mere.                                                

3 gode råd til vinterbadning:

  • Bad aldrig alene, ha’ altid en bademakker med som kan holde øje med dig.
  • Husk en hue til hovedet, så du kan holde på varmen.
  • Træk vejret! Når du går i vandet er det allerbedste råd, at trække vejret helt ned i maven, så du ikke begynder at gispe efter vejret - det vil også gøre det lettere for dig at blive i vandet lidt længere tid.

Jeg håber du har fået lyst til at prøve kræfter med vinterbadning, og ellers kan du jo også vente til sommer hvor temperaturen bliver tocifret – en dukkert ved Østerstrand er dejlig uanset årstiden.

Rigtig god fornøjelse.

Tags