Haabet

06.04.17
Romanen er en tankevækkende, spændende og barsk historie om dengang Danmark var slavenation. I et puslespil af dagbøger, breve, logbøger og lovtekster, der spænder over mange tusinde sømil og adskillige tiår, udforsker "Haabet" et af danmarkshistoriens mørkeste kapitler.

Mich Vraas Haabet rummer to hovedhandlinger. Den ene udspilles i 1803, hvor Danmark har forbudt slavehandelen. Skibsreder Anton Frederiksen og hans datter Maria tager ud på en lysttur med hans fregat Haabet. Skibets kaptajn tvinger dem med på en illegal slavetransport. Skibet forliser i en orkan, og Frederiksen omkommer.

En sidehandling går tilbage til 1787-88, da Frederiksen sejler samme rute med 218 sorte i lasten. De får i rum sø magt over skibet. Før oprøret slås ned myrder de skibslægens kone og voldtager kaptajnens kone. Det sidste forklarer, hvorfor Maria er mulat, og hvorfor hendes mor ikke tåler synet af hende.

Den anden hovedhandling udspilles 1823-24, da den unge historiker Mikkel Eide kommer til Sankt Thomas for at skrive en bog om slavernes liv i sukkerindustrien i håb om, at bogen vil medvirke til slaveriets ophævelse. Den stuelærde nørd kommer i et ambivalent forhold til plantageejeren Marcussen med det kyniske rævesmil og den sære melankoli.

Mellem romanpersonerne optræder historiske bifigurer som f.eks. den "negervenlige" guvernør Peter von Scholten. De mange handlingsstrenge og sidetemaer bygger spændingen op og gradvis afdækkes personernes forhistorie.

Mich Vraa har uden tvivl researchet i de historiske kilder, selv siger han i bogens efterskrift: "....jeg mener ikke, der sker noget i romanen, som ikke kunne være sket i virkeligheden i årene omkring 1800". Han skønner, at i de 150 år, trafikken stod på (ca. 1672-1824), indfangede danske slavehandlere sammen med grådige missionærer og rivaliserende stammehøvdinge ca. 300.000 afrikanere, heraf kom kun en tredjedel levende over Atlanten. 

Ca. 200.000 døde "i lidelse og lort". Man glemmer sent romanens skildring af de sorte i ankeljern i slaveskibets "stinkende bug", "slynget rundt mellem hinanden i en grød af bræk, flydende afføring og døde kroppe". Eller Mikkel Eides rapport om slavernes umenneskelige slid på marker og i sukkermøller med ulykker, mishandling og barbariske straffe for "dovenskab", opsætsighed, rømninger og oprørsforsøg.

Bogen er en velskrevet, barsk, smuk og medrivende roman, som jeg vil anbefale på det varmeste. Og nu hvor vi debatterer, hvorvidt vi som nation skal undskylde for denne utilgivelige handling, der foregik 7000 km væk for 200 år siden, er det godt at blive mindet om denne del af vores historie, som historiebøgerne stort set har fortiet.

Haabet er månedens bog i DRs Romanklub. Du kan være med til at debattere den på Litteratursiden

Materialer