Forlagets beskrivelse af: Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie

Fra den prisbelønnede forfatter til En halv gul sol kommer en besættende roman om kærlighed, race og identitet.

Ifemelu og Obinze forelsker sig i Lagos som teenagere. Nigeria styres af militæret, og folk flygter fra landet. Selvsikre
Ifemelu rejser til USA. Her oplever hun sejre og nederlag, finder og mister venner og konfronteres for første gang i sit liv med spørgsmål om race. Obinze har planer om at rejse efter Ifemelu, men efter terrorangrebet den 11. september nægtes han adgang til USA. I stedet kastes han ud i en farlig og illegal tilværelse i London.
 
Tretten år senere er Obinze en velstående mand i det nye demokratiske Nigeria, og Ifemelu har fået succes i USA som
forfatter til en anerkendt blog. Men har de efter så mange års adskillelse modet til at mødes igen?
 
Americanah udspiller sig på tre kontinenter og skildrer en række stærke menneskeskæbner. Den er en rig fortælling,
der foregår i nutidens globaliserede verden. Først og fremmest er den dog en roman om kærlighed.