Så er tredje og - foreløbig - sidste del af Sagaen og Sigurd på gaden, og man kan roligt slå fast, at hævnens time er kommet for historiens unge og plagede hovedperson. Nu skal regnskabet gøres blodigt op for al den uret, han har mødt - tab af familie, ære og status. Nok er her tale om en ganske enkel ramasjang-fortælling med al den bulder, brag og sværdkamp, man kan ønske sig, men der gemmer sig også stof til både eftertanke og samtale i den lille letlæsnings-krønike, for begreber som tab af ære, søgen efter identitet, tilknytning til familien og æresoprejsning hører ikke blot til i sagaernes tid. Det er på ingen måde ukendte begreber i vores del af verden i dag - heller ikke i børnenes verden og nærmeste omverden. På den måde vil historien, som på flere måder kan opfattes som en superlight-udgave af Ottesens store trilogi Krigeren, kunne finde publikum ud over den primære målgruppe på 7-10 årige - den vil også kunne indfange og berige ældre læsesvage børn og unge. Høygaards drabelige stregtegninger kan måske ved første øjekast forekomme lidt rå og hastige, men styrken og enkeltheden passer helt præcist med tonen i fortællingen og figurernes temmeligt brutale karakterer. Selvom fortællingen slutter med død og ensomhed, så lægges der alligevel op til en senere fortsættelse. Det er vi nogle, der ser frem til

Siggis far har brugt lang tid på at træne sin søn op til at blive kriger...