Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Følg den unge Pip i jagten på den far, hendes mor aldrig har villet afsløre identiteten på - en jagt der fører til DDR før Murens fald, til Bolivias jungle og til Denver. Undervejs afsløres hemmeligheder på alle niveauer. For rutinerede læsere, der elsker at lade sig udfordre og opsluge af en murstensroman

Beskrivelse

Pip Tyler hedder egentlig Purity, men som Pip i Dickens "Store forventninger" må hun gå meget igennem, før hun lærer sandheden om sin identitet at kende. Den er hendes psykisk ustabile mor helt tavs omkring, så Pip indleder en søgning uden at vide, at hun selv bliver manipuleret hen imod afsløringen. Hun møder to betydningsfulde mænd: den karismatiske og komplicerede Andreas Wolf som leder en WikiLeaks-agtig organisation i Bolivia, men som vi også følger tilbage til ungdomsårene i Østberlin før Murens fald. Her har han et afgørende møde med amerikaneren Tom Aberant, og de to bliver hinandens vidne i en mørk hemmelighed. Tom stifter senere en researchvirksomhed, og Pips søgen fører hende også hertil med en vis destabiliserende effekt

Vurdering

Overlegen og underholdende roman om sandheder og løgne. Den har et umiddelbart spændende plot med humor, forviklinger, kærlighed og uforskammede angreb på mødre og feminister. Udstiller familien og forældrerollen og leverer kritik af det forløjede internet. Dertil skarpt sprog og en komposition, der samler alle trådene

Andre bøger om samme emne

Store amerikanske samtidsromaner skrives fx også af J.S. Foer, Don DeLillo, Richard Ford