Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

Jagten på den mystiske skat "Præstens spejl" fører i 1911 Corto Maltese fra Venedig over Alexandria dybt ind i Afrikas hjerte. På sin færd møder Corto tre meget forskellige og meget selvstændige kvinder. For alle, der værdsætter et godt fortalt tegneserieeventyr

Beskrivelse

Hvor det første album fra det nye forfatterpar bag Corto Maltese-tegneserien, Under midnatssolen (Ill. i farver), bragte hovedpersonen til det snedækkede Alaska, udspilles den nye beretning i den dampende afrikanske jungle. Albummet udsendes samtidig i en farvelagt og en sort-hvid udgave med 3 korte forord

Vurdering

Den vanskelige opgave at videreføre Hugo Pratts helt personlige tegneserieunivers lykkes fortsat fint i det spanske forfatterpars andet livtag med Pratts ironisk distancerede helt, Corto Maltese. Både tegner og forfatter har forsøgt at ramme tonen og atmosfæren i de oprindelige Corto Maltese-fortællinger bedst muligt. Historien bygger ligesom Pratts intriger på en blanding af fakta og fiktion, hvilket er med til at styrke indholdets troværdighed. Pellejeros elegante tegninger, som står endnu skarpere i sort-hvid end i farver, respekterer Pratts karakteristiske udtryk og formår inden for denne ramme at skabe nye stærke billeder til Corto Maltese-ikongalleriet

Andre bøger om samme emne

Blandingen af store eventyr, grumme skurke og skønne kvinder finder man også i en tegneserie som Marinis og Desbergs "Skorpionen", der dog udspilles i et helt andet regi end "Corto Maltese"