Photo by Stefan Spassov on Unsplash

Rundt i Europa med mord i bagagen

24.07.19
Fyld din tablet eller smartphone op med hyggekrimier til ferien

En feriekrimi må ikke være for kompliceret og voldelig – den skal være hyggelig.

Allerbedst er den gode gammeldags ”whodunit”, hvor et pænt lille mord bliver opklaret af en hyggelig detektiv. Et andet hyggeelement kan være omgivelserne; for eksempel små øsamfund eller landsbyer. Og så må der gerne være et spændende, varieret persongalleri og noget om hverdagen (for eksempel maden!) i det område, der skildres.

Det kan godt være svært at koncentrere sig om detaljerne i en bog, når der er ferieaktivitet rundt omkring, så det er en stor fordel at læse en serie, hvor man allerede kender en del af miljøet og persongalleriet.

Sverige

Marklund, Läckberg og de fleste andre svenskere skriver tykkere og tykkere bøger med stadig mindre fokus på krimiplottet og mere på privatsfæren. Derfor må jeg tilbage til 50erne for at finde min svenske favorit: Maria Lang. På eReolen er der 40 lydbøger og 43 ebøger at gå i gang med, og de kan lånes ud over din kvote. Det er ikke så vigtigt at læse dem i den rigtige rækkefølge, men vil du gerne det kan du se den her

Italien

Jeg er ikke vild med hestehoveder i sengen, cementsko og lignende mafiametoder, så jeg undgår helst at læse bøger, der indeholder den slags. Derfor har jeg aldrig læst krimier fra Italien, da jeg har en (måske helt urimelig) forventning om, at mafiaen altid vil være involveret. Men så faldt jeg over Ole Høegs krimier om Amadeo Bergamasco, som lyder til at være lidt hyggelige.

Frankrig

Det ville nok være oplagt at vælge Simenons Maigret som min franske favorit, eftersom jeg har en svaghed for den klassiske krimi. Men nu er der altså en aktuel forfatter, der formår at skrive krimier, jeg er begejstret for. Bøgerne er fantastisk velskrevne og vrimler med småskøre personer og situationer. Desværre findes der kun en enkelt lydbog på eReolen.

Tyskland

Langt ude på landet i delstaten Hessen findes en fiktiv landsby, som danner ramme om Anne Chaplets krimier. Det er nok i høj grad beskrivelsen af det lille lokalsamfund, der fascinerer mig, men der er også troværdige og spændende plots i bøgerne. Anne Chaplet er pseudonym for Cora Stephan.

England

Det skal ikke være nogen hemmelighed at den britiske krimi står mit hjerte nærmest. Mange timer er blevet tilbragt I selskab med Lynley og Havers (Elisabeth George), Dalgliesh (P. D. James), Lord Peter Wimsey (Dorothy L. Sayers), Miss Marple (Agatha Christie), Alleyn (Ngaio Marsh) og Albert Campion (Margery Allingham). Og jeg kan altid hygge mig med at genlæse dem alle, men indimellem finder jeg da også nye, som for eksempel Stephen Booth og Ann Cleves.

Danmark

Nyere danske krimier er lidt ligesom de svenske: parforholdsbøvl fylder ofte for meget i forhold til krimigåderne. Men hvis omgivelserne er en ø, er jeg alligevel solgt. Jeg går helst udenom københavner- og Aarhuskrimierne, men Nord- og Vestjylland, for eksempel, kan da også gå an. Det kan for eksempel være en af Kirsten Holsts Høyer-krimier.

 

God sommerferie i Europa

 

Materialer