I en efterskrift fortæller B.A. om, hvordan ideen blev til, og hvordan den praktiske udformning fandt sted: efter oplæsning i radio, forslag fra lyttere og derpå snak med en gruppe børn, hvorpå BA i week-enden skrev næste kapitel (ialt 7). Lytterromaner i radio og læserromaner i aviser er ikke ualmindelige for øjeblikket - og hænger vel delvis sammen med den dokumentariske bølge i bl.a. teatret. For mig at se er der imidlertid en afgørende forskel på at opsøge mennesker og stof, før man laver noget og så lade mere eller mindre tilfældige ideer udforme værket undervejs uden at man har talt om, hvad man egentlig vil med det, man laver. Det kan i bedste fald blive en god happening - og da især for de deltagende. Det trykte resultat af BA's lytterroman virker ikke spændende: en sfhistorie om to børn, der i år 2000 leder efter det eneste stykke natur, der er tilbage - og finder det efter mange forhindringer i det fuldautomatiserede supersamfund - og dermed giver stødet til en"Tilbage til naturen" bevægelse. Det er en historie, der leger med konkrete problemer og farer, men som aldrig bevæger sig på andet end overfladen, der er ikke mange tilløb til bevidstgørelse her! Undervurderer BA børnene? Hvorfor er nonsens godt nok til dem?