"Coldplays stadionhymner er skaleret ned til ni sange med lav puls og endnu mindre armbevægelser. Hvilket er en tiltrængt kursændring. Man sidder midt imellem de blåsorte toner og føler sig ikke på emotionel fedekur, hvor grandiose arrangementer stopfodrer dig med følelser, ingen alligevel rigtig tror på. Sorgen i lyden af de næsten havarerede popsange er langt mere overbevisende end de sædvanlige brag i bredformat. Et kirkekor spøger i maskinerne, og guitaren cirkler søgende rundt om sig selv på 'Always in My Head'. Bon Ivers forvrængede stemme giver ekko i Martins vokal under ' Midnights' (der dog ender på dansegulvet og ikke i en eremits træhytte), og knastørt leverer Coldplay med 'Magic' et fermt stykke melankolipop, det er svært at få af igen, hvis den først er røget på i den indre jukeboks"