Cykeltur

Turisttip: Cykelruter

15.08.23
Så er vi kommet ind i august måned, de fleste er kommet tilbage fra ferie og børnene er startet i skole. Mange af os drømmer måske allerede om næste ferie og de næste eventyr. Kunne det ikke være dejligt hvis feriestemningen kunne fortsætte lidt endnu?

Den gode nyhed er, at det kan den rent faktisk – godt nok kan vi ikke skaffe helt den samme stemning som ved poolen i Grækenland, men med små hverdagsture kan man komme lidt afsted og nyde nærværet i løbet af hverdagene. Og hvilket transportmiddel er nemmere og hyggeligere at komme rundt med end den tohjulede. Denne måneds turisttip handler cykelruter i nærområdet.

Man kan komme rundt til rigtig mange fine steder i vores nærområde via asfalt og grusstier, og de mange gode cykelture tager os både forbi Lillebælt og Trelde Næs. Der findes bl.a. den 28 kilometer lange 6. juli rute, som tager dig med forbi de smukkeste steder ved Trelde og Egeskov, og hvis du til endnu længere ture, så kan du tage en del af Østersøruten, som netop går igennem vores område. Mange af de nationale er markeret undervejs, så du ikke behøver at være nervøs for at fare vild.

Er du til højere fart og mere spænding, kan du også prøve kræfter med et af de mange mountainbikespor der findes i og omkring Fredericia – bl.a. finder du et rigtig godt og udfordrende spor i Hannerup skoven. Hvis ikke du selv har en mountainbike, så er det muligt at leje en hos Get Outdoor. 

3 gode grunde til at hoppe på cyklen og snuppe et hverdagseventyr:

  • Nye oplevelser. Ofte tager en cykelrute os forbi de steder hvor vi ikke lige nødvendigvis kører, hvis det var i bilen, og på den måde er der gode chancer for nye oplevelser.
  • Det kræver et minimum af udstyr. Det er bare at hoppe på cyklen, snuppe cykelhjelmen og måske endda tage badetøjet med, så der også kan nydes en tur i bølgen blå undervejs.
  • Det er for alle. Nærmest alle kan være med på en cykeltur, så det er i den grad en aktivitet der kan samle generationer på tværs.

Du kan se nogle af de mange cykelruter lige her Cykelferie i Jylland | Find cykelruter til en cykelferie med børn her (visitfredericia.dk) og hvis du foretrækker dem som fysiske brochurer, så kig forbi Velkomstcentreret på Fredericia Bibliotek hvor vi har masser af inspiration til de tohjulede ture.

Rigtig god fornøjelse.

Tags